Aftagerpaneler

På Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering arbejder vi på at skabe nye veje fra studie til job og fra forskning til erhvervsliv. Udviklingen af et velfungerende aftagerpanel, erhvervssamarbejder og karrierevejledning ligger i naturlig forlængelse af skolens fokus på at skabe en enkel og velfungerende kobling mellem skolens studerende og erhvervslivet.

Aftagerpanelerne understøtter skolernes udvikling

Med erfarne og professionelle virksomheder har Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering sikret sig aftagerpaneler, der på bedste vis kan styrke, erhvervsrette og fremtidssikre uddannelserne og det omgivende samfund samt rådgive rektor og give tilbagemeldinger på de studerendes færdigheder og kompetencer.

Aftagerpanelerne er med til at målrette de studerendes faglige kvalifikationer, så de matcher behovet på arbejdsmarkedet og lever op til kravet om den nyeste viden.