Om konserveringsuddannelsen

Institut for Konservering samarbejder med andre førende uddannelses- og forskningsinstitutioner over hele verden. Du bliver en del af et internationalt miljø, og du får en eftertragtet og anerkendt uddannelse, der giver dig gode muligheder for at skabe en karriere både i Danmark og i udlandet. 

Konserveringsuddannelsen består af en 3- årig bacheloruddannelse og en 2- årig kandidatuddannelse. Det er en naturvidenskabelig uddannelse som kræver at du har interesse for kemi. Det er vigtigt at du synes at både de teoretiske og praktiske dele af kemi på din ungdomsuddannelse var spændende, og du skal være forberedt på at kemi på konserveringsuddannelsen er mere krævende end på din ungdomsuddannelse. Vi anbefaler, at du genopfrisker kemi og grundlæggende matematiske regneregler inden studiestart. 

På uddannelsen får du mulighed for at afprøve bevaringsteori i praksis på unikke museumsgenstande. Vi lægger vægt på at skabe et godt studiemiljø, hvor du både kan fordybe dig, arbejde tæt sammen med dine medstuderende og indgå i en god dialog med underviserne. På studieture og i dit praktikforløb får du kontakt til arbejdsmarkedet.

Uddannelsen og faget er i kontinuerlig udvikling. Fra primært at handle om genstandsbevaring på museer, er der i dag et langt større udsyn mod samfundet. Instituttets forskere inddrager løbende ny viden i undervisningen, og vi beskæftiger os i stigende grad med forebyggende konservering, hvor teknologi og analyser er fundamentet for at skabe gode udstillings- og magasinforhold, risikovurderinger og langsigtede bevaringsplaner.

Som konservator kan du arbejde på museer, på konserveringscentre, på kultur- og naturarvsinstitutioner, i det private erhverv og som selvstændig. Du starter oftest med kortere ansættelser, som giver dig rig mulighed for at afprøve flere arbejdspladser. Du har også mulighed for at fortsætte ad forskervejen med en ph.d. 

Det Kongelige Akademi - Konservering

Bliv konservator!

Som konservator kan du være med til at sikre arkæologiske fund, når de er truet af stigende temperaturer, naturkatastrofer og invasive arter. Du kan være med til at forebygge, at plastikobjekter og genstande fra vores digitale liv forgår.

Og du kan bidrage til at mindske forbruget af ressourcer og energioptimere vores kulturbrancher.